Sorg

Når vi mennesker rammes af et stort tab er det at sørge en del af den proces man skal igennem. Sorgens følelser er mangfoldige og kan ud over selve savnet både indeholde vrede, frustration og til tider lettelse - følelser, man kan synes er upassende og derfor er ekstra svære at dele med de nærmeste.

Vi reagerer alle forskelligt, når vi har mistet og sørger. Det betyder, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at håndtere sin sorg på. Hverken når det gælder, hvem eller hvad man har mistet, varigheden eller intensiteten af sorgen.

Det kan til tider være svært at lade sorgen udfolde sig i ens nærmeste netværk. Det kan der være mange årsager til. Nogle gange kan de nærmeste ikke rumme eller forstå sorgen og savnet, og man kan føle sig meget alene med tabet. Andre gange kan det være svært at dele de blandede følelser omkring et dødsfald med de nærmeste.

Savnet og sorgen tager til i perioder. Nogle dage er sværere end andre, og typisk er tiden op til helligdage, afdødes fødselsdag og dødsdag præget af savnet.

Der kan være en god støtte at hente i samtaler med en psykolog. For på denne måde at forholde sig til sit tab og sin sorg.